UNDERSØGELSER OG BEHANDLINGER

 

 

 

 

 

 

Generelt

I klinikken foretager vi undersøgelse og udredning for alle tænkelige øjensygdomme.
Af almindelige standardundersøgelser kan blandt andet nævnes:

  • Sukkersygeforandringer på nethinden (diabetes)
  • Grøn stær (glaukom)
  • Grå stær (katarakt)
  • Alderspletter på nethinden (AMD eller "forkalkninger")
  • Glaslegemesammenfald
  • Hornhindesygdomme
  • Børneundersøgelser
  • Skelen
  • Øjenlågsproblematik
  • Behov for laseroperation for nærsynethed/langsynethed.

Afhængig af hvilke sygdomme, der skal undersøges for, kan tidsforbruget variere betydeligt, og der kan både være behov for pupiludvidende øjendråber (ved bl.a. grå stær, diabetes og nethindesygdomme) samt forskellige billedundersøgelser. Sæt derfor god tid af til besøget i
klinikken, uanset hvad der skal undersøges for, da man afhængig af fundene i klinikken kan have brug for supplerende udredning på dagen.

Får man dryppet sine øjne i forbindelse med undersøgelsen, fraråder vi generelt at føre bil et par timer efter pga. risiko for let sløret syn og blændingsgener. 

Der kræves i modsætning til alle andre specialer (fraset øre-næse-hals-specialet) ingen henvisning fra andre læger for at blive vurderet af en øjenlæge. Man kan derfor ringe direkte til klinikken og bestille tid uden videre (tlf. 75 52 86 10 mellem 9-11 på alle hverdage). Visitation af patienter foregår af erfaren optiker (der foreligger en udførlig og skriftlig visitations-instruks udarbejdet af øjenlægen).

Kirurgi

Der foretages ingen operationer i klinikken (f.eks. operation for grå stær, dimsedut-fjernelse eller tunge øjenlåg), men vi er naturligvis behjælpelige med en vurdering af lidelsens karakter og et evt. behov for operation. Ved behov for operation (eller supplerende undersøgelser, som ikke kan udføres i klinikken) sendes en henvisning til vores samarbejdspartnere (sygehusenes øjenafdelinger), og man vil herefter modtage et brev med en dato og tidspunkt for en forundersøgelse fra den respektive øjenafdeling. Brevet kommer med posten eller via e-boks.

Den nærmeste øjenafdeling ligger på Vejle Sygehus, og det vil som udgangspunkt være her, man bliver henvist til. En gang imellem kan der dog være behov for henvisning til Odense, Sønderborg eller Aarhus alt efter bopæl og/eller lidelsens karakter.

Vær opmærksom på, at der på sygehuset altid i første omgang er tale om en forundersøgelse. Det vil sige, at man aldrig bliver henvist direkte til operation (selvom vi i klinikken har vurderet, at der kan være et behov herfor), hvilket af og til kan virke skuffende for patienter, som gerne vil have gjort noget ved problemet hurtigst muligt. Ventetiden på en forundersøgelse på sygehusene varierer meget, og vi kan derfor sjældent i klinikken udtale os præcist om dette.

Diabetesscreening

I følge specialeplanen for Øjenspecialet er der indgået en aftale om, at minimum halvdelen af alle de patienter, som årligt undersøges for diabetiske øjenforandringer hos de praktiserende øjenlæger i landet, skal følges som screenings-patienter. Dette scenarie indbærer en standard forundersøgelse med synstest, trykmåling, udvidelse af pupiller med dråber samt foto af øjenbaggrund, men ikke en samtale med øjenlægen.

I praksis betyder det, at man som diabetespatient i klinikken vil blive spurgt om, hvorvidt man ønsker en screening af diabetiske øjenforandringer eller en almindelig diabetesundersøgelse med efterfølgende øjenlægesamtale. Patienter, som er velbefindende uden spørgsmål eller øjengener i øvrigt, kan med fordel benytte sig af screeningen, mens patienter, som ønsker samtale eller vurdering af anden øjenlidelse, med fordel kan benytte sig af tilbuddet om at blive set af øjenlægen.

Fordelen ved screeningen er, at man ikke behøver at vente på konsultationen ved øjenlægen, men at man bare kan bestille en ny tid med det samme (efter endt forundersøgelse) og dernæst forlade klinikken uden yderligere. De screenings-billeder, der tages, bliver senere på dagen vurderet af øjenlægen, og hvis ikke der er grund til at foretage sig yderligere, så hører man ikke mere og møder således bare op til næste
konsultation 1-2 år efter. Finder øjenlægen forandringer på billederne, som skal undersøges nærmere, vil man inden for 1-2 hverdage (som oftest samme dag) blive ringet op mhp. videre plan. Småforandringer, som ikke kræver nærmere undersøgelser, vil ikke give anledning til en opringning.

Idéen med screeningerne er at afkorte de som oftest lange ventetider hos de praktiserende øjenlæger på landsbasis.

Alle diabetesnotater bliver sendt til den instans, som varetager kontrollen af langtidsblodsukkeret. Der er som oftest tale om den alment praktiserende læge eller sygehusets diabetesafdeling.

Vedr. diabetes: Steno-centre (pr. marts 2019)

De patienter, som bliver fulgt med diabetes på sygehuset (og ikke ved egen læge), vil fremover kunne opleve at blive tilbudt øjenscreening som led i diabetesundersøgelsen på sygehuset. Bliver øjenbaggrunden fotograferet på sygehuset, behøver man ikke få samme undersøgelse foretaget her i klinikken. Steno-centrene (som diabetescentrene kaldes) har til formål at optimere diabetesforløb og -behandling på lang sigt. Stopper man med diabeteskontroller på sygehuset (og bliver sendt tilbage til egen læge), skal man genoptage øjenscreeningerne her i klinikken. Man skal selv sørge for at bestille en tid til dette ved telefonisk henvendelse hertil.