HAR DU TØRRE ØJNE, ELLER LØBER ØJNENE MEGET I VAND?

Vi oplever mange, som ringer til klinikken pga. tørre øjne eller tåreflåd. Den hyppigste årsag til tåreflåd er tørre øjne og/eller en ustabil tårefilm. Symptomerne kan være irritation, grusfornemmelse, rødme, tåreflåd, kløe, træthed i øjnene m.m. 1,5 mio. danskere døjer dagligt med tørre øjne i større eller mindre grad, og det er som oftest en kronisk tilstand, som ikke kan kureres.

Har man tørre øjne, anbefaler vi som oftest, at man forsøger sig med almindelige håndkøbsdråber mod tørhed (mindst 3-4 dråber dagligt i 3-4 uger), inden man tilbydes en tid i klinikken. Har man tåreflåd, kan en fedt-/olieholdig øjendråbe være sagen, men er man mest generet af tørhed og grus i øjnene (og ikke så meget tåreflåd), kan man forsøge sig med en mere almindelig øjendråbe. Spørg på apoteket.

Har man tendens til at vågne i løbet af natten eller om morgenen med grus i øjnene, så kan man med fordel forsøge sig med en lidt mere gel-agtig øjendråbe, som skal dryppes i øjnene, inden man går i seng om aftenen. Gel-dråber virker som oftest længere tid end almindelige tynde dråber, men kan sløre synet lidt.

Der findes mange forskellige øjendråber mod tørhed/tåreflåd på apotekerne, og de fås alle sammen i håndkøb.